Artikler
Skakregler + de Første 7 Trin til at Lære at Spille Skak
Det bliver rigtig nemt at lære at spille skak med vores trinvise guide.

Skakregler + de Første 7 Trin til at Lære at Spille Skak

CHESScom
| 680 | For begyndere

Det er aldrig for sent at lære at spille skak - det mest populære spil i verden! Det er let at lære skakspillets regler:


Trin 1: Udgangsstillingen i skak

I begyndelsen af et parti bliver skakbrættet placeret, således at hver spiller har et hvidt (eller lyst) felt i nederste højre hjørne.

Sådan stilles brikkerne op før et parti

Skakbrikkerne bliver dernæst arrangeret på samme måde hver gang. Anden række bliver fyldt med bønder. Tårnene placeres i hjørnerne, springerne ved siden af, dernæst løberne og endelig dronningen, som altid står på hendes egen farve (hvid dronning på hvidt felt, sort dronning på sort), og kongen på det tilbageværende felt.

Skakbræt

Det er meget nemt at sætte brikkerne op, før partiet begynder.

 Anbefalet værktøj -> Træn dit overblik over skakbrættet


Trin 2: Sådan flytter brikkerne i skak

Hver af de seks forskellige slags brikker rykker forskelligt. Brikker kan ikke rykke gennem andre brikker (springeren kan dog springe over andre brikker), og kan aldrig rykke til et felt, hvorpå der allerede står en anden brik af samme farve. Brikkerne kan dog slå modstanderens brikker, hvorefter de overtager det felt, som modstanderens brik stod på. Brikker rykkes som regel hen på felter, hvor de kan slå andre brikker (ved at lande på deres felter og overtage dem), forsvare egne brikker i tilfælde af slag eller kontrollere vigtige felter på skakbrættet.

Sådan flytter kongen i skak

Kongen er den vigtigste brik, men også en af de svageste. Kongen kan kun flytte et felt i hver retning - frem, tilbage, til siderne og diagonalt. Kongen må aldrig flytte til et felt. hvor den står i skak (hvor den kan slås). Når kongen angribes af en anden brik, står den i "skak".

Sådan flytter kongen

Sådan flytter dronningen i skak

Dronningen er den mægtigste brik. Hun kan flytte i enhver lige retning - fremad, tilbage, til siderne og diagonalt - så langt som muligt, så længe hendes vej ikke er blokeret af hendes egne brikker. Og som med alle brikker gælder det, at hvis dronningen slår en af modstanderens brikker, er hendes træk slut. Bemærk, hvordan den hvide dronning slår den sorte dronning, og derefter er den sorte konge tvunget til at flytte sig.

Sådan flytter dronningen

Sådan flytter tårnet i skak

Tårnet kan rykke så langt det vil, men kun frem, tilbage og til siderne. Tårnene er specielt stærke, når de beskytter hinanden og arbejder sammen!

Sådan flytter tårnet

Sådan flytter løberen i skak

Løberen kan rykke så langt, den vil, men kun diagonalt. Hver løber starter på en farve (hvidt eller sort felt) og skal altid forblive på samme farve. Løbere arbejder godt sammen, fordi de komplementerer hinanden.

Sådan flytter løberen

Sådan flytter springeren i skak

Springere bevæger på en meget anderledes måde end alle andre brikker - de rykker to felter i en retning, og dernæst et felt i en 90 graders vinkel, præcis som formen af et "L". Springere er også de eneste brikker, som kan rykke hen over andre brikker.

Sådan flytter springeren

Sådan flytter bonden i skak

Bønder er specielle, fordi de rykker og slår på forskellige måder: De rykker fremad, men slår diagonalt. Bønder kan kun rykke et felt frem ad gangen, på nær i deres første træk, hvor de kan rykke to felter fremad. Bønder kan kun slå et felt diagonalt frem. De kan aldrig rykke eller slå baglæns. Hvis der er en anden brik direkte foran en bonde, kan den hverken rykke forbi eller slå brikken.

Sådan flytter bønderne

 Anbefalet værktøj -> Soloskak (slå alle brikkerne)


Trin 3: Oplev de særlige regler i skak

Der er nogle få specielle regler i skak, som måske ikke virker logiske ved første øjekast. De blev lavet for at gøre spillet sjovere og mere interessant.

Sådan forvandles en bonde i skak

Bønder har en anden speciel egenskab, nemlig at de kan blive til enhver anden brik, hvis de når frem til den bageste række på skakbrættet (kaldet forvandling).

Bondeforvandling

En bonde kan forvandles til enhver brik. En typisk misforståelse er, at bønder kun kanforvandles til en brik, som allerede er blevet slået. Dette er IKKE sandt. En bonde forvandles typisk til en dronning. Kun bønder kan forvandles.

Sådan forvandles en bonde i skak

Sådan slår du "en passant" i skak

Den sidste regel vedrørende bønder kaldes "en passant", hvilket er fransk for "idet der passeres". Hvis en sort bonde fx flytter to felter første gang den flytter, og derved lander ved siden af en hvid bonde (og altså dermed springer forbi den hvide bondes evne til slå på normal vis), har den hvide bonde lov til at slå den sorte bonde idet den passerer.

Sådan slår du

Dette specielle træk skal udføres umiddelbart efter at den sorte bonde har passeret den hvide bonde, ellers forpasses muligheden for at slå den sorte bonde. Klik gennem eksemplet forneden for bedre at forstå dette specielle, men vigtige træk.

En passant i skak

Sådan rokerer du

Rokaden er en anden speciel regel i skak. Dette træk gør det muligt at udføre to vigtige ting med samme træk: at få din konge i sikkerhed (forhåbentlig), og få dit tårn ud af hjørnet og med i spillet. En spiller kan flytte kongen to felter til en af siderne og dernæst flytte tårnet fra hjørnet på denne side over på den modsatte side af kongen. (Se eksemplet nedenfor.) Følgende betingelser skal dog være opfyldt for at det er lovligt at rokere:

  • det skal være kongens første træk
  • det skal være tårnets første træk
  • der må ikke være nogle brikker mellem kongen og tårnet ved rokade
  • kongen må ikke være i skak eller passere gennem skak

Bemærk, at det kaldes kort rokade, når du flytter kongen til den side, hvor dronningen ikke stod. Når du rokerer til den anden side, altså gennem det felt, hvor dronningen stod, kaldes det at rokere langt. Uanset hvilken side du rokerer til, flytter kongen altid to felter under rokaden.

Sådan rokerer du


Trin 4: Find ud af, hvem gør det første træk i skak

Spilleren med de hvide brikker trækker altid først. Derfor vil spillere typisk afgøre, hvem der spiller hvid, ved lodtrækning i form af plat-eller-krone eller ved at den ene spiller gemmer en bonde i hver hånd (forskellig farve), og så skal modstanderen vælge en hånd. Hvid laver et træk, derefter trækker sort, derefter hvid, så sort osv., indtil partiet er slut. Det at have førstetrækket er en lille fordel, som giver hvid muligheden for at angribe med det samme.


Trin 5: Gennemgå reglerne for hvordan man kan vinde et skakparti

Der er flere måder at afslutte et skakparti på: ved skakmat, remis, opgivelse eller ved at overskride betænkningstiden...

Hvordan sættes du skakmat

Formålet med spillet er at sætte modstanderens konge skakmat. Dette sker, når kongen sættes skak og ikke kan undslippe skakken. Der er kun tre måder, hvorpå kongen kan undslippe en skak:

  • bevæge sig væk (den kan dog ikke rokere!),
  • blokere skakken med en anden brik
  • eller slå den brik, som giver skak.

Hvis kongen ikke kan undslippe skakken, er partiet slut. Kongen slås eller fjernes normalt ikke fra brættet - partiet er ganske enkelt bare slut.

Idiotmat

Eksempel på "idiotmat".

Hvordan opnås remis i skak

Nogle gange slutter et skakparti ikke med en vinder, men med remis. Der er 5 grunde til at et skakparti kan ende remis:

  • Partiet ender pat, hvis en spiller ikke kan foretage et lovligt træk og hans konge ikke står i skak

Pat

Efter trækket Dc7 står sort ikke i skak og kan ikke gøre et træk. Dette kaldes "pat", og partiet er remis.

  • Spillerne kan blot blive enige om remis og stoppe med at spille
  • Der er ikke nok brikker på brættet til at fremtvinge skakmat (eksempel: en konge og en løber vs. en konge)
  • En spiller erklærer remis, hvis den samme eksakte stilling gentages tre gange (dog ikke nødvendigvis tre gange i træk)
  • Halvtreds træk er blevet spillet spillet uden at nogen af ​​spillerne har flyttet en bonde eller slået en brik

Trin 6: Lær grundlæggende skakstrategier

Der er fire simple ting, som enhver skakspiller bør vide:

Beskyt din konge

Anbring din konge i hjørnet af brættet, hvor han typisk står mere sikkert. Glem ikke at rokere. Du bør som regel rokere så hurtigt som muligt. Husk at det kan være ligemeget, hvor tæt du er på at sætte skakmat, hvis din egen konge sættes skakmat først!

Sæt ikke dine brikker i slag

Pas godt på dine brikker! Hver brik er værdifuld, og du kan ikke vinde et parti og sætte skakmat uden de nødvendige brikker. Der er et enkelt system, som de fleste spillere bruger til at holde styr på brikkernes relative værdi. Hvor meget er skakbrikkerne værd?

  • En bonde er 1 point værd
  • En springer er 3 point værd
  • En løber er 3 point værd
  • Et tårn er 5 point værd
  • En dronning er 9 point værd
  • Kongen er uendeligt værdifuld

Ved afslutningen af partiet betyder disse point intet - det er blot et system, som du kan anvende til at træffe beslutninger under partiet, og som hjælper dig til at afgøre, hvornår du skal slå, bytte af eller lave andre træk.

skakbrikkernes værdi

Kontroller skatbrættets centrum

Du bør forsøge at kontrollere brættets centrum med dine egne officerer og bønder. Hvis du kontrollerer centrum, vil du have mere plads til at flytte dine brikker og det vil gøre det sværere for din modstander at finde gode felter til sine brikker. I ovenstående eksempel laver hvid gode træk for at kontrollere centrum, mens sort laver dårlige træk.

Brug alle dine skakbrikker

I ovenstående eksempel har hvid fået alle sine brikker i spil! Dine brikker gør intet godt, når de blot står på bageste række. Forsøg at udvikle dine brikker, så du har flere at bruge, når du angriber kongen. Mod en hæderlig modstander vil det ikke fungere at bruge blot en eller to brikker i dit angreb.


Trin 7: Øv dig ved at spille masser af partier

Det vigtigste, du kan gøre for at blive bedre til skak, er at spille masser af skak! Det er ligemeget, om du spiller derhjemme med venner eller familie eller om du spiller online. Du er nødt til at spille meget for at blive bedre. I dag er der let at finde et parti skak på nettet!

Sådan spiller man skakvarianter

Mens de fleste spiller efter de normale skakregler, foretrækker andre at spille skak med ændrede regler. Disse former for skak kaldes "skakversioner". Hver version har sine egne regler.

  • Skak960: I Skak960 (også kaldet Fischer Random) afgøres brikkernes udgangsstilling tilfældigt. Bønderne står som sædvanligt, men resten af brikkerne placeres tilfældigt.
  • Kongen til centrum: I denne version er målet at få kongen frem til brættets centrum.
  • Babyskak: I denne variant spiller man sammen i tomandshold. Når den ene spiller på holdet slår en brik fra sin modstander, bliver denne brik tilgængelig for holdkammeraten. For eksempel: Hvis jeg har de hvide brikker, og min holdkammerat har de sorte brikker og slår en hvid springer fra sin modstander, så får jeg en springer. Den kan jeg placere på et ledigt felt, når det er min tur. Jeg kan også gøre det på et senere tidspunkt.
  • "Crazyhouse": Dette er en meget spændende version, som giver dig mulighed for selv at bruge de brikker, du tager fra din modstander. Hvis du for eksempel har de hvide brikker og slår en af din modstanderes bønder, så forvandles den bonde til en hvid bonde, som du kan sætte ind på brættet som en del af din hær. Dette kan du gøre, så snart det er din tur.
  • 3-skak: I denne variant er vinderen den spiller, der først giver skak til modstanderens konge tre gange.

skakversioner

Prøv disse sjove skakversioner.

 Anbefalet artikel -> 5 fantastiske skakversioner


Sådan spiller man Skak960

Skak960 følger alle regler for standardskak, bortset fra officerernes placering på bageste række. De placeres tilfældigt i en af 960 mulige positioner. Rokade sker ligesom i standardskak ved at konge og tårn lander på deres normale felter efter rokaden (g1 og f1, eller c1 og d1). Skak960 bliver spillet ligesom standardskak, men med mere variation i åbningen.

Skak960

Anbefalet værktøj -> Spil Skak960 mod computeren

 Anbefalet værktøj -> Spil Skak960 med dine venner


Sådan spiller man skak med turneringsregler

Mange turneringer følger et sæt af fælles, ensartede regler. Disse regler gælder ikke nødvendigvis, når man spiller hjemme eller online, men du vil måske alligevel foretrække at øve dig med dem.

  • Rørt brik skal flyttes - Hvis en spiller rører en af sine egne brikker, skal han flytte brikken, hvis det er muligt at lave et lovligt træk. Hvis en spiller rører en af modstanderens brikker, skal denne brik slås. En spiller, som ønsker at røre en brik for at justere den på brættet, skal meddele sin hensigt, typisk ved at sige: "Jeg retter".
  • Skakure og tidsbegrænsning - De fleste turneringer benytter en tidsbegrænsning for at afgrænse den tid, der bruges på et parti - ikke på hvert træk. Hver spiller får samme tid til hele partiet og kan selv vælge, hvordan tiden skal bruges. Når en spiller har foretaget sit træk, trykker han på en knap og starter modstanderens ur. Hvis tiden rinder ud for spiller og modstanderen melder det, taber den spiller, der løb tør for tid (hvis modstanderen ikke har tilstrækkeligt med brikker til at sætte skakmat, vil partiet være remis).

Ofte stillede skakspørgsmål (FAQs)

Måske er al denne information en smule overvældende. Derfor har vi samlet disse ofte stillede spørgsmål, som tit dukker op, når folk begynder at udforske skakkens verden. Vi håber, at du kan bruge dem!

Ofte stillede skakspørgsmål (FAQs)

Hvordan bliver jeg bedre til skak?

At kende reglerne og basale strategier er kun begyndelsen - der er så meget mere at lære i skak, at du aldrig kan lære det hele på et helt liv! For at forbedre dig, skal du gøre tre ting:

  1. Spil masser af skak — Bare bliv ved med at spille! Spil så meget som muligt. Du lærer for hvert parti du spiller – både de vundne og de tabte.
  2. Lær skak med lektioner — Hvis du virkelig vil blive bedre i en fart, bør du deltage i online skaklektioner. Du kan finde online skaklektioner her.
  3. Hav det sjovt — Tab ikke modet, hvis du ikke vinder alle dine partier lige med det samme. Alle taber - selv verdensmestre. Så længe du bliver ved med at have det sjovt og lærer af de partier, du taber, kan du altid have glæde af skak!

Hvad er det bedste åbningstræk i skak?

Der er ikke enighed om, hvilket åbningstræk, der er bedst, men det er vigtigt at forsøge at kontrollere centrum med det samme. Dette resulterer normalt i at begge spillere rykker en af deres centrumsbønder (foran kongen eller dronningen) to felter frem med enten 1. e4 eller 1. d4. Andre spillere foretrækker 1. c4 eller 1. Nf3. De fleste andre træk er ikke nær så gode. Bobby Fischer mente, at det var bedst at rykke kongebonden frem med 1. e4.


Hvilken farve er først i trækket i skak?

Spilleren med de hvide brikker trækker altid først.


Kan en bonde rykke baglæns?

Bønder kan ikke rykke baglæns. Men når en bonde når til den anden ende af skakbrættet, forvandles den til en anden brik (fx en dronning). Derefter flytter den sig ligesom denne brik og kan rykke baglæns.


Kan man flytte mere end en brik ad gangen i skak?

Du kan kun rykke én skakbrik ad gangen når du er i trækket - med én undtagelse! Når du rokerer, flytter du både kongen og tårnet i samme træk.


Hvilken skakbrik er den vigtigste?

Kongen er den vigtigste skakbrik. Hvis du mister kongen, taber du partiet. Men dronningen er den stærkeste skakbrik.


Hvornår blev skak opfundet?

Skakspillets oprindelse er ikke helt kendt, men man mener, at det udviklede sig fra tidligere skaklignende spil, som blev spillet i Indien for ca. to tusind år siden. Skakspillet som vi kender det i dag, har eksisteret siden det 15. århundrede, hvor det blev populært i Europa.


Hvad var det længste skakparti i spillets historie?

Det længste turneringsparti i skak nogensinde (målt i antal træk) blev spillet mellem Nikolić og Arsović i 1989 i Beograd, Serbien.


Hvad er skaknotation?

Notation blev opfundet for at vi kan analysere skakpartier, når de er spillet. Ved at nedskrive trækkene kan vi genskabe partiet lige så mange gange vi har lyst. Det krævet bare, at vi noterer vores egne og modstanderens træk korrekt.

Skaknotation

Skaknotation giver dig mulighed for at gemme alle dine partier...

Hvert felt har et sæt koordinater, og hver officer er repræsenteret af et bogstav (S for springer, L for løber, D for dronning, T for tårn og K for konge).

 Anbefalet artikel -> Skaknotation - Skakkens sprog!


Hvad er formålet med skak?

Skak er et spil mellem to modstandere på modsatte sider af et bræt, som består af 64 felter af skiftende farver. Hver spiller har 16 brikker: 1 konge, 1 dronning, 2 tårne, 2 løbere, 2 springere og 8 bønder.

Skakmateriale

Et skakbræt, to spillere og 32 brikker er alt, hvad man skal bruge for at starte et parti skak.

Spillets mål er at sætte modstanderens konge skakmat. Skakmat sker, når kongen er i en stilling, hvor den kan tages ( står i skak) og ikke kan undgå at blive taget.

SPIL SKAK ONLINE

Er du klar til at begynde at spille skak? Tilmeld dig gratis på Chess.com og nyd spillet!

Mere fra CHESScom
De 10 bedste skakfælder

De 10 bedste skakfælder

Hvor mange skakspillere findes der i verden?

Hvor mange skakspillere findes der i verden?